Spørgsmål & Svar
På denne side har du mulighed for at få svar på de mest gængse spørgsmål.
Bygovenpå er hjemmeside der giver overblik over uddannelsesmulighederne på de tekniske og udvalgte merkantile akademiuddannelser. Du vil også kunne læse om fordelene ved som faglært at bygge oven på svendebrevet med et eller flere fagmoduler.
Bygovenpå startede som et udviklingsprojekt i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, Danske Erhvervsakademier, Danske Professionshøjskoler, Maskinmesterskolerne, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Tekniq, Dansk Byggeri, Dansk Metal, LO, HK, Teknisk Landsforbund, Dansk Elforbund, FTF (Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd), Konstruktørforeningen og 3 F
Akademiuddannelsen er en faglig overbygning på svendebrevet, målrettet faglærte med erfaring. Uddannelsen veksler mellem teori og praksis og er tilrettelagt, så man kan tage den, mens man arbejder.
En akademiuddannelse er typisk delt op i obligatoriske moduler, valgfrie moduler og et afgangsprojekt. Hvert modul afsluttes med en eksamen. Man kan vælge at tage en fuld uddannelse eller nøjes med at tage et eller flere fagmoduler.
For at få en fuld akademiuddannelse skal man tage moduler, der svarer til 60 ECTS-point. Et enkelt modul er typisk 10 ECTS-point.
Akademiuddannelsen består af en række fagmoduler. Alle fagmoduler kan tages enkeltvis og er en selvstændig undervisningsenhed med specifikke læringsmål.
Med andre ord kan du sagtens tage et enkelt fagmodul og få viden, som de kan bruge i dit job uden at skulle tage en hel uddannelse. Modulerne kræver typisk ca. 7-10 undervisningsdage og afsluttes med en eksamen.
Optagelse på et fagmodul kræver, at du har gennemført én af følgende uddannelser:
- relevant erhvervsuddannelse
- gymnasial uddannelse
Derudover skal du have mindst 2 års relevant erhvervserfaring, opnået efter gennemført adgangsgivende uddannelse. Relevant erhvervserfaring opnået sideløbende med en relevant erhvervsuddannelse, medregnes ved optagelse på akademiuddannelsen.
Til enkelte uddannelser/fagmoduler kan der være særlige krav til adgangsbetingelserne.
Hvis du ikke opfylder de ordinære adgangsbetingelser kan du søge om RealKompetenceVurdering (RKV) af dine kompetencer, i relation til om det kan vurderes at du har faglige forudsætninger, der kan sidestilles med adgangskravene. Ansøgning om RealKompetenceVurdering sker hos på uddannelsesinstitution, hvor du ønsker at læse – du kan starte ansøgningsprocessen på nemstudie.dk
ECTS er en forkortelse for European Credit Transfer System. ECTS er et pointsystem, som alle videregående uddannelser i Europa bruger. Pointene angiver, hvor lang en uddannelse er, og hvor stor arbejdsbyrden er. For at få en fuld akademiuddannelse skal man tage moduler, der svarer til 60 ECTS. Et modul er typisk 10 ECTS.
Ja. Der er prøver (eksamener) på hvert fagmodul – typisk mundtlige på baggrund af en skriftlig opgave. I starten af uddannelsen drejer det sig mindre opgaver på et par sider.
Når du har læst fagmoduler svarende til 50 ECTS-point, og skal lave dit afgangsprojekt, er der en mundtlig eksamen med baggrund i en rapport på ca. 25 sider.
Du kan tilmelde dig her på hjemmesiden. Find dit fagmodul ved klikke her.
- På det enkelte fagmodul vælger du ’tilmelding’.
- I dropdown-menuen ‘se datoer’, kan du se hvor og hvornår fagmodulet udbydes.
- Klik på den relevante dato og sted, og menuen folder sig ud. Nu ser du detaljerede informationer om udbuddet, fx. pris, kontaktperson, mv.
- Tryk på ‘Tilmeld dig kurset’. Du føres til tilmeldingssiden på den uddannelsesinstitution, hvor fagmodulet gennemføres.
Prisen for et fagmodul varierer. Du kan finde priserne i oversigten ved de enkelte moduler.
Hvis det er dig selv, der beslutter at bygge oven på dit svendebrev, er det i udgangspunktet dig selv, der skal betale. Er du omfattet af en overenskomst, kan du dog søge tilskud hos forskellige kompetencefonde. Husk at ansøge om støtte fra kompetencefonde, inden du tilmelder dig uddannelse. Der ydes tilskud til både kursusafgift, materialer, transport og tab af løn.
Hvis det er virksomheden, du arbejder i, der har valgt, hvilke fagmoduler du skal tage, er det virksomheden, der betaler og søger kompetencefonden om tilskud. Virksomheden dækker din løn i forberedelsestiden, på undervisningsdage og eksamensdag.
Det kommer an på, hvor meget tid man vil afsætte i hverdagen. Tager man et fagmodul i løbet af et halvt år (det gør de fleste), kan man færdiggøre en fuld akademiuddannelse på tre år. En af de store fordele ved uddannelsen er dog netop, at man kan tage den i præcis det tempo, man vil. Hvis man vil have en fuld akademiuddannelse, skal den være afsluttet inden for seks år.
Typisk skal man bruge 7-10 dage på undervisning og én dag til eksamen per fagmodul. Derudover kommer der tid til forberedelse. Du får dine undervisningsdage at vide, så snart du tilmelder dig. Det gør det nemt for din arbejdsgiver at planlægge produktionen.
Det er svært at sige præcis, hvor meget tid man skal bruge på at forberede sig. En tommelfingerregel er 1-2 dages hjemmearbejde pr. undervisningsdag. De fleste moduler kræver typisk 8 undervisningsdage.
Uddannelsen er tilrettelagt, så man passer sit job samtidig. Det betyder, at man både bruger arbejdstid og fritid på at uddannne sig. Fordelen ved det er, at man ikke på noget tidspunkt mister kontakten til sine kolleger og sit fag, og at man samtidig får tid til familien.
Uanset om du er tømrer, elektriker, web-integrator, kontorassistent, mv., så findes der en lang række fagmoduler, der kan gøre dig dygtigere til det, du allerede er god til.